Sofie Agerskov
Sofie Agerskov fortæller her om sin vej fra Aarhus til KU Food. En vej, der er gået via Ernæring og Sundhed til diplomingeniør i bioteknologi - indtil hun på en karrieredag i Agro Food Park mødte to studerende fra mejeriingeniørstudiet!
Om min baggrund og gymnasie:
Jeg voksede op på en gård uden for Struer og tog en STX på Struer Statsgymnasium
Mine overvejelser omkring studievalg og retning på AAU:
I første omgang studerede jeg Ernæring og Sundhed på VIA i Skejby. Jeg fandt dog ud af, at der var for meget fokus på pædagogik og psykologi til min smag, men jeg fandt også ud af at det var naturvidenskabelige fag som biokemi, fysiologi og statistik, der fascinerede mig.
Under praktikken på Ernæring og Sundhed indså jeg at mit næste studie gerne måtte være projektbaseret og tilbyde en varieret hverdag.
Disse overvejelser førte mig til diplomingeniørstudiet i bioteknologi. Jeg nød virkelig uddannelsen, især det tætte samspil mellem praktiske og teoretiske aspekter samt praktikopholdet.
Mine overvejelser omkring skift af interesseområde til teknologi:
Gennem bioteknologistudiet fik jeg er stor indsigt i mikrobiologi, processer, analyser, matematik/statistik og biokemi. Uddannelsen ligger op til en karriere indenfor den grøn omstilling, fødevarer og medicinalindustrien.
Jeg kunne godt mærke at min interesse lå udelukkende hos fødevarerne. Så besluttede mig for at tage en kandidat, som kunne specialisere mig i den retning. Jeg synes ikke at civilingeniøren i bioteknologi ville åbne op for de muligheder, som andre kandidater kunne give i fødevareindustrien.
Min kontakt med mejeriingeniørstudiet:
På en karrieredag i Agro Food Park mødte jeg to studerende fra mejeriingeniørstudiet. De delte deres erfaringer om studiet og de efterfølgende karrieremuligheder, hvilket jeg fandt meget interessant. Jeg opdagede også, at mange af fagene fra bioteknologiuddannelsen passede godt sammen med mejeriingeniørstudiet. Et yderligere plus var, at mejeriingeniørstudiet giver mulighed for at arbejde både i byen og på landet.
Kontakt til KU og valgfag for optagelse på mejerispecialiseringen:
Det var først på mit 7. semester, at jeg overvejede mejeriingeniørstudiet, så det var ikke muligt for mig at ændre mine valgfag. Men da jeg havde valgt udvidet biokemi, opfyldte jeg allerede de nødvendige fagkrav. Jeg deltog også i et online møde med KU, hvor jeg fik svar på alle mine spørgsmål om kandidatuddannelsen.
Praktikophold og oplevelser:
Min praktik var utrolig givende og lærerig. Selvom det var udfordrende konstant at møde nye mennesker og rejse rundt i hele Danmark. Praktikopholdet gav mig et indblik i mejeristernes arbejde og hele produktionsforløbet. Jeg var så heldig til at komme i praktik hos Arla og Thise, hvilket gav mig erfaring med to forskellige typer mejerier.
Yderligere refleksioner om at skifte landsdel og tilpasse sig på studiet:
At flytte til en ny by og starte på en frisk var hårdt, men også en meget lærerig oplevelse. Det var utroligt spændende at lære en ny by og dens folk at kende.