Laura Ternstrøm
Mød Laura, som læser MSc in Dairy Science and Technology.
Laura er begejstret for fællesskabet på uddannelsen. Et fællesskab som både gælder de studerende, men også mellem de studerende og industrien
Hvorfor har du valgt mejeriingeniøruddannelsen?
Der er mange grunde til at jeg valgte mejeriingeniøruddannelsen. Først og fremmest var det ud fra interesse. Jeg synes at mælk er et fantastisk produkt med så mange spændende anvendelsesmuligheder. Derudover er mejeriingeniør en anerkendt titel i industrien og giver mange muligheder i fremtiden.
Hvad er det bedste ved uddannelsen?
Det bedste ved uddannelsen er uden tvivl det tætte samarbejde med industrien. Allerede under sin studietid får man opbygget et stærkt netværk og får et godt kendskab til branchen og fremtidige karrieremuligheder. Industrien står altid klar når der skal bakkes op om uddannelsen, og så afholder de både mange faglige og sociale arrangementer. Under uddannelsen bliver man en del af et større fællesskab.
Hvordan ser en typisk studiedag ud for dig?
Nu er alting lidt anderledes under corona, hvor jeg står op til online undervisning 4 dage om ugen. Under normale omstændigheder vil en typisk dag på universitetet indeholde forelæsninger og teoretiske øvelser såsom regneopgaver eller cases fra industrien. Derudover bruger vi en del tid i laboratoriet hvor vi undersøger alt lige fra sensoriske produktegenskaber til mikrobiologi eller udtager prøver til spektroskopiske analyser og efterfølgende databehandling.
Hvad er den bedste oplevelse du har haft på mejeriingeniøruddannelsen indtil videre?
Nogle af de bedste oplevelser jeg har haft på min uddannelse har været virksomhedsbesøg. Jeg kan tydeligt huske første gang jeg så en større osteproduktion, jeg var dybt imponeret! Derudover elsker jeg at få lov til at komme ud til landmændene men også opleve hvordan virksomheder producere, kvalitetstjekker og udvikler deres produkter.
Den absolut bedste oplevelse har dog været mit praktikophold på Stourton mejeri i England. Det var en fantastisk mulighed med mange spændende oplevelser og stort ansvar.
Hvordan er fællesskabet på uddannelsen?
Der er både et fantastisk fælleskab mellem de studerende og industrien. Under praktikopholdet på uddannelsen fik vi mulighed for at bo på skolehjemmet Kold College hvor vi hver aften trænede, gik ture, strikkede, holdte filmaften eller tog en tur til Odense by. Det gav et fantastisk sammenhold. Derudover deltager vi i mange arrangementer, både faglige og sociale, fra industrien som ligeledes bidrager til det gode fælleskab.
Hvad vil du sige til andre, der overvejer mejeriingeniøruddannelsen?
Gør det! Det er så spændende og uddannelsen er så bred, så du skal nok finde noget der er dig.
Hvor ser du dig selv om 10 år (arbejdsgiver, arbejdsområder, stillingsbetegnelse etc)
Det er svært at sige. Jeg synes produktudvikling er meget spændende, så det kunne være fantastisk hvis det var inden for det område. Men meget kan nå at ændre sig!