
Majken
Majken Ildor arbejder som produktionsspecialist på Arla Birkum, hvor hun dagligt har hånden direkte på produktionen.
Hun bedømmer oste, justerer recepter og driver projekter – alt imens hun er i tæt dialog med både ledelse og operatører.
Her er ingen dage ens – og det passer hende helt perfekt.
Majkens arbejdsdag starter struktureret med tavlemøder og produktbedømmelser, men resten af dagen er fuld af variation: “Der opstår hele tiden ad hoc-opgaver i en produktion. Det kan være en operatør, der har spørgsmål til en proces, eller et projekt, der kræver, at jeg dykker ned i data og finder løsninger,” forklarer hun.
Hun er blandt andet en del af et projekt med fokus på optimering af spildevand og spild – og fungerer ofte som bindeled mellem ledelsen og produktionen. Det er en rolle, hun føler sig godt klædt på til.
“Derfor valgte jeg mejeri”
Majken begyndte sin studietid på bacheloruddannelsen i Fødevarer og Ernæring på KU. Hendes passion for madlavning og naturvidenskab pegede hurtigt i én retning: mejeriingeniør.
“Jeg har altid været nysgerrig på, hvorfor ting sker – også i et køkken. Derfor var fødevarer og naturvidenskab en oplagt kombination for mig. Og mejerispecialiseringen blev hurtigt det rette valg. Det var den perfekte blanding af min interesse for fødevarer og en stærk teknisk tilgang. Den er veltilrettelagt og har en meget stærk kobling til industrien,” fortæller Majken.
Dybt ned i processerne – og tæt på virkeligheden
Under studiet oplevede hun, at det faglige niveau var højt, og at teorien blev koblet konkret til praksis:
“Man lærer ikke bare om, hvordan mejeriprodukter bliver til – man dykker helt ned i processerne bag. Det er én råvare, men utallige muligheder for forarbejdning og produktudvikling. Og man kommer virkelig langt ned i detaljen. Det gør det lettere at bygge viden ovenpå.”
Hun husker også studiemiljøet og fællesskabet som noget særligt: “Vores årgang havde en stærk sammenhængskraft – især i mejeripraktikken. Det var både lærerigt og sjovt, og jeg har stadig kontakt med mange derfra.”
Fandt job før eksamen
Majken fik job, før hun havde færdiggjort sin sidste eksamen – gennem netværk snarere end en opslået stilling:
“Det var egentlig ikke slået op nogen steder, men jeg kom i kontakt med Arla via netværket. De vidste, hvad jeg kunne som mejeriingeniør. Det gør en forskel, at industrien forstår vores kompetencer.”
Parat til arbejdsmarkedet fra dag ét
Netop det tætte samarbejde mellem uddannelsen og industrien er noget, hun sætter stor pris på – både som studerende og nu i sit arbejdsliv: “Man mærker hele vejen, at uddannelsen er forankret i virkeligheden. Og det betyder, at man står stærkt, når man træder ud på arbejdsmarkedet.”
I dag sætter hun pris på den selvstændighed og variation, jobbet giver:
“Det fede ved jobbet er, at jeg både har faste opgaver og ad hoc-udfordringer. Ingen dage er ens – og jeg bruger hele tiden min uddannelse i praksis.”
Majken vil klart anbefale uddannelsen – især til dem, der gerne vil arbejde konkret og anvendelsesorienteret:
“Man kommer ud med noget, der kan bruges med det samme. Det er en uddannelse, hvor industrien er med til at forme indholdet, og det gør, at man er klar til virkeligheden, når man er færdig.”
Kloge ord til kommende studerende
Spørger man Majken, hvem mejeriingeniøruddannelsen er for, er hun ikke i tvivl:
“Hvis du er nysgerrig på fødevareproduktion, og gerne vil forstå hvordan tingene hænger sammen – helt ned i processen – så er det her en oplagt uddannelse. Det er konkret, det er anvendeligt, og det er relevant.”
Hun fremhæver, at man som færdiguddannet står med en stærk faglighed og en helt særlig forståelse for mejeriproduktion – og at det er noget, industrien efterspørger.
Og når det gælder jobjagten, har Majken også et godt råd i baghånden:
“Det overraskede mig faktisk, at der ikke var ret mange opslåede stillinger. Mange bliver besat via netværk, før de overhovedet når ud offentligt. Så brug dit netværk, deltag i arrangementer, og tal med folk – også på LinkedIn!”
Netværk og nysgerrighed – to nøgleord, hvis du vil følge Majkens fodspor.