Nicoline
Bliv mejeriingeniør

Nicoline

Nicoline er 22 år og fra Aalborg. Hendes far pitchede idéen om en uddannelse til mejeriingeniør med sætningen: ”skulle jeg læse på universitetet igen, ville jeg uden tøven vælge denne”.
Hun tog ham på ordet og er nu startet på bacheloren Fødevare og ernæring - og målet er at ende som mejeriingeniør.

Hvem er jeg?
Mit navn er Nicoline (22 år) og jeg startede min rejse på KU i 2023 hvor jeg startede på bacheloren Fødevarer og ernæring. Jeg er opvokset i Aalborg og gik på Hasseris Gymnasium hvor jeg havde valgt en samfundsfaglig linje. Efterfølgende havde jeg tre sabbatår som gik med at konkurrere indenfor ridesporten, rejse og reflektere omkring min videre rejse i uddannelsessystemet.

Hvordan kom jeg i kontakt med uddannelsen?
Min far har i forbindelse med hans arbejde kontakt til Arla Food Ingrediens, og han gjorde mig opmærksom på jobtitlen: mejeriingeniør. Han pitchede ideen om at det var en mulig vej for mig med sætningen ”hvis han skulle læse på universitetet igen, havde han uden tøven valgt denne”.
Dette gjorde jeg undersøgte alt omkring denne uddannelse og fandt både Bacheloren ”fødevarer og ernæring” og de mulige kandidater meget spændende.
For mig var uddannelsen ideel idet jeg vil opnå en bred vifte af færdigheder – Lige fra viden om et fødevareprodukt til produktionen bag det samt til videreudvikling af produktet. Hermed forenes mange delelementer i en fødevarevirksomhed under samme tag, som jeg synes lød særligt attraktivt.
Hermed begyndte jeg at læse alle fagene op som jeg manglede. Det var Kemi 0 til B, fysik C til B og slutteligt Mat B-A. Dette tog mig et halvt år sammenlagt.

Hvordan var studiestart og flytning fra Nordjylland til København?
Jeg var meget spændt på at starte på studiet – ikke alene fordi jeg skulle flytte til København, men også de mange spørgsmål jeg havde i forbindelse med studiet. Jeg vil liste nogle af mine spørgsmål og forsøge at give nogle svar herpå:

Hvilken studiestart kan man forvente?
Studiestarten husker jeg tilbage på som en virkelig fed tid. Jeg blev positivt overrasket over det store stykke arbejde tutorerne havde lavet, for at vi blev rystet godt og grundigt sammen. Man fik hurtigt nogle gode bekendtskaber, som efterfølgende har udviklet sig til mange gode venskaber.
Hertil havde vi den sjoveste hyttetur hvor dagene bragte en masse grin, udfordrende lege og gode fester sidst på aftenen.
Den gode studiestart har efterfølgende vist sig kun at være starten på et godt socialt fællesskab.

Føler man sig hjulpet og støttet gennem universitetet på fødevarer og ernæring?
Jeg var meget spændt på overgangen fra gymnasiet til universitetet. Jeg vil sige at det er helt klart anderledes – men man er hjulpet af at alle oplever samme forandring. Hertil findes der altså god hjælp fra ens studievenner ift. at finde sig til rette i ”universitetsverdenen”. Studiet har derudover en masse gode workshops og arrangementer, hvor man kan blive inspireret samt klogere på hvilken karriere retning som tiltaler en. Dette synes jeg er vildt fedt! – idet mødet med mennesker som er i erhvervslivet, giver en, en god smagsprøve på alle de fede jobs som venter.

Hvordan er det at flytte fra Aalborg til København?
Jeg var meget spændt på at flytte til København og se hvilke nye oplevelser det vil give mig. Efter næsten at have boet her et år, kan jeg kun sige at jeg ELSKER DET! Byen rummer så mange unikke oplevelser og ”at være ung i København” er noget ganske særligt. Studiet befinder sig midt på Frederiksberg i det dejligste område. I pauserne kan man gå rundt i landbohøjskolens park og om sommeren nyde sin mad i solen. Studiet har givet mig mange bekendtskaber som kender til København, og de har kunne introducere mig til byens mange goder. Derudover har jeg fået et studiejob, som også har givet mig mange gode bekendtskaber. Så både studie og job har hjulpet mig til at falde godt til.
Jeg vil slutteligt sige at ”når man lukker en dør åbner der sig ti nye” – sådan har jeg det med min flytning fra Aalborg til København.